Der var musik, nerver og masser af energi i studiet, da årets første liveshow af X Factor løb over skærmen. Men det var ikke kun deltagerne, der fik folk til at spærre øjnene op.
Da Maria Fantino trådte ind på scenen og bød velkommen, var det i en stram, blå og lårkort kjole, der fremhævede hendes gravide mave. Publikum reagerede med begejstring, og på sociale medier blev hendes look hurtigt et samtaleemne.

Efter uger med auditions, six chair-challenges og bootcamps var det endelig tid til liveshows, og Maria Fantino sørgede for en festlig start på aftenen. Hun er omkring fire til fem måneder henne og udstrålede både ro og selvtillid i sit valg af outfit.

Kjolen er fra det danske mærke Sabot, skoene fra Zara og smykkerne fra Agmes. Et enkelt, men markant look, der passede perfekt til showets store aften.

I januar afslørede den 30-årige vært, at hun venter sit første barn med sin ægtemand Emil. Parret blev gift i sommeren 2025 og har siden købt hus i Brønshøj. Termin er sat til juli.
Temaet for det første liveshow var ”signatursang”, hvor de ni artister skulle vise, hvem de er som kunstnere. Men for mange seere var det værten, der løb med opmærksomheden.
