Lea stirrede på den lille mørkeblå æske.
Hendes hænder rystede.
Den ældste politibetjent åbnede den langsomt.
Indeni lå et sølvfarvet lommeur.
“Nej …,” hviskede Lea.
“Det er fars ur.”
Betjenten nikkede.
“Det blev opbevaret som bevismateriale efter hans sidste indsats.”
“Han havde det på sig til det aller sidste.”
Leas mor begyndte at græde.
Hun havde været overbevist om, at uret var tabt for altid.
Betjenten tog forsigtigt lommeuret op.
På bagsiden var der indgraveret en tekst.
Til min helt. Kærlig hilsen, Lea.
Lea genkendte straks ordene.
Hun havde givet sin far uret i fødselsdagsgave to år tidligere.
“Han bar det hver eneste dag,” sagde politibetjenten.
“Også på sin sidste vagt.”
Der var fuldstændig stille i gymnastiksalen.
Selv børnene, som tidligere havde gjort grin med Lea, stod nu med blikket sænket i skam.
Så trådte en kvindelig politibetjent frem.
“Vi hørte om dansen.”
“Og vi vidste, at din far ville have gjort alt for at være her i dag.”
Hun smilede varmt.
“Derfor er vi kommet.”
DJ’en nikkede til betjentene.
Langsomt begyndte musikken at spille igen.
Den ældste betjent bøjede sig ned mod Lea.
“Må jeg få lov til at tage den første dans på din fars vegne?”
Lea kunne næsten ikke få ordene frem gennem tårerne.
Hun nikkede.
Kort efter dannede de fem betjente en kreds omkring hende.
Én efter én dansede de med pigen.
Ikke af medlidenhed.
Men af respekt for hendes far.
Mange af forældrene tørrede tårerne væk.
Børnene, der tidligere havde hånet Lea, stod tavse langs kanten.
Efter den sidste sang gik en af pigerne forsigtigt hen til Lea.
“Det gør mig virkelig ondt.”
Lea smilede svagt.
“Tak.”
Da aftenen var ved at være slut, blev den ældste betjent stående et øjeblik sammen med Lea og hendes mor.
“Din far talte om dig hele tiden.”
“Han sagde altid, at du var modigere end nogen voksen, han nogensinde havde mødt.”
Lea pressede lommeuret tæt ind til sit hjerte.
“Jeg håber, han ville have været stolt af mig.”
Betjenten smilede.
“Det var han længe før, vi gik ind ad den dør i dag.”
Den aften tog Lea ikke kun sin fars lommeur med hjem.
Hun tog også visheden med sig om, at en rigtig familie nogle gange rækker langt ud over hjemmets fire vægge.
Og at et menneskes mod kan leve videre i lang tid – i hjertet på dem, der aldrig glemmer.
