Janni Ree i pinlig afsløring: Har mistet penge uden at vide det

Stemningen var let og grinene mange, da snakken fredag aften faldt på bibliotekspenge under premieren på Sønderborg Sommer Revy Show.

Midt i det hele kom Janni Ree med en indrømmelse, der fik flere til at spærre øjnene op. Den bogaktuelle forfatter havde nemlig overset en ret vigtig detalje omkring sin første bogudgivelse.

Hun havde aldrig fået sig registreret til ordningen med bibliotekspenge hos Slots- og Kulturstyrelsen.

 

– Jeg vidste simpelthen ikke, at man selv skulle tilmelde sig, lød det grinende fra Janni Ree.

Dermed har hun aldrig modtaget bibliotekspenge for “Evig diva”, selvom bogen for længst har fundet vej til biblioteker rundt omkring i landet.

Men den tidligere forsidefrue virker ikke til at tage det alt for tungt.

– Nu er jeg tilmeldt, så må vi se, om der sker noget fremover, siger hun med et smil.

Samtidig gør hun sig klar til endnu en bogudgivelse. Den nye bog har fået titlen “Kærlighedens mange ansigter” og kommer i kølvandet på den opsigtsvækkende konflikt omkring “Evig diva”, som endte i landsretten efter striden med eksmanden Karsten Ree.

Denne gang har Janni Ree valgt en lidt anden tilgang til indholdet.

– Der er ændret navne, og noget er fiktion. Jeg skriver mere generelt om forskellige typer mænd, så der er ikke noget konkret at komme efter, forklarer hun.

Ved hendes side stod kæresten Jeppe Stokholm, som hurtigt greb chancen for at drille hende lidt med den glemte registrering.

– Hvis nogen opdager flere ting, Janni har glemt gennem livet, så må de gerne sige til. Så kan vi få styr på det hele, lød det grinende fra ham.

dk.justsmile.fun