Der blev ikke sparet på noget, da Ole Henriksen fejrede sin 75-års fødselsdag i hjertet af København.
Selv om hudplejeguruen gennem størstedelen af sit liv har haft base i Los Angeles, var han aldrig i tvivl om, hvor den store dag skulle markeres. Fejringen skulle ske i Danmark – og helst med manér.
På Nimb i Tivoli blev venner og familie samlet til en eksklusiv aften fyldt med god mad, store grin og følelsesladede øjeblikke. Stemningen kulminerede senere på aftenen, hvor dansegulvet blev fyldt, og fødselaren selv satte gang i festen.

– Det var virkelig en storslået aften. Og jeg har så meget at glæde mig over. Jeg har et godt helbred, er aktiv på alle fronter, og har den skønneste familie og de dejligste venner, fortæller Ole Henriksen.
Til fejringen havde han inviteret gæster fra flere lande, og både venner fra USA og Frankrig var fløjet til Danmark for at være med til den store milepæl.
Aftenen bød også på en helt særlig overraskelse. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som Ole Henriksen gennem mange år har haft et tæt forhold til via organisationen Headspace, overrakte ham en personlig gave.

Ole Henriksen har i årevis støttet organisationens arbejde for børn og unge mellem 12 og 25 år, blandt andet gennem store donationer.
– Poul er en god ven og jeg er en stor beundrer af ham. Vi har mødt hinanden gennem Headspace, som jeg med glæde støtter på alle måder, fortæller han.
Gaven var et kunstværk af Frederik Næblerød med titlen “Superhero” – et maleri, som tydeligvis gjorde stort indtryk på fødselaren.

– Det hedder Superhero. Og jeg føler mig ærlig talt også som en slags helt. Jeg elsker livet og jeg elsker at gøre en forskel for andre mennesker, siger Ole Henriksen.
Nu mangler han blot at beslutte, om maleriet skal pryde hjemmet i København eller sendes med tilbage til Los Angeles.

