Prinsesse Isabella har fået et særligt navn, som kun dukker op, når hun trækker i uniformen. Og der er faktisk en historisk forklaring på, hvorfor der står ‘Fredensborg’ på hendes tøj.
Prinsessen er i gang med sin 11 måneder lange værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse. Under søndagens familiedag blev hendes soldaternavn synligt, og det er altså ‘Fredensborg’.
Det kan umiddelbart lyde som et oplagt valg for en prinsesse, men navnet handler ikke om hendes titel.
Der ligger en gammel militær tradition bag.
Ifølge Hans Engell har gardehusarer gennem generationer fået et navn, der knytter dem til det sted, de kommer fra.
Det er sådan, at hun er fra Gardehusarregimentet, og helt fra gammel tid har det været en fast tradition, at man som gardehusar får et navn, og det navn er det sted, man kommer fra, indleder Engell, inden han fortsætter:

Det gjorde man, fordi når man førte krig i Danmark, så vidste man, hvem der kom fra hvor, og dermed kendte hvilke områder godt. Så hvis der blev krig i Fredensborgområdet, så var det hende, der skulle føre an der.
Isabella har dog en lidt anderledes situation end mange andre, når det kommer til spørgsmålet om hjemby. Prinsessen bor nemlig både med sin familie på Amalienborg i det indre København og i Kancellihuset ved Fredensborg Slot.
Christian fik et mere majestætisk navn
Prinsesse Isabella er ikke det eneste medlem af den kongelige familie, der har fået et særligt navn i forbindelse med værnepligten.
Da kronprins Christian gennemførte sin militære uddannelse, fik han soldaternavnet ‘Trekroner’. Navnet henviser til det gamle Trekroner Fort, som ligger i nærheden af Amalienborg.
Посмотреть эту публикацию в Instagram
Der var også en symbolsk tanke bag Christians navn, eftersom det skulle forbindes med rollen som beskytter eller værner af Danmark.
Den samme symbolik finder man ikke helt i Isabellas ‘Fredensborg’.
Hans Engell mener dog bestemt ikke, at der er noget galt med prinsessens navn.
Jeg synes, at hendes er helt fint og en rigtig god idé at give hende ‘Fredensborg’, siger han, inden han samtidig konstaterer, at kronprinsens navn trods alt lyder mere ‘majestætisk’.
Isabella er blandt de første
Prinsesse Isabella er blandt de første, der aftjener 11 måneders værnepligt, og hun gør det samme sted, som kronprins Christian tidligere har gjort.
Søndag havde de værnepligtige familiedag på Gardehusarregimentet, hvor deres nærmeste kunne komme indenfor. Det var ved den lejlighed, at prinsessens soldaternavn blev afsløret.
Forbindelsen mellem kongehuset og Forsvaret går langt tilbage.
Kong Frederik begyndte selv sin militære karriere i 1986, kort efter sin 18-års fødselsdag. Han startede dengang i Den Kongelige Livgarde.
Siden har kongen opnået en lang militær karriere. Ved tronskiftet i 2024 blev han general i Hæren og Flyvevåbnet samt admiral i Søværnet.
