Mark Worsten har fået en besked, der ændrer livet for altid.
Den tidligere “Gift ved første blik”-deltager og hans forlovede Pernille venter deres første barn sammen, og allerede nu ved parret, at deres lille søn kommer til at have en helt særlig plads i familien.
Det lykkelige par skal nemlig være forældre til marts. Og terminsdatoen har fået Mark til at spærre øjnene lidt ekstra op.
“Da Pernille og jeg startede med at date tilbage i januar 2025 var det nærmest på første – måske anden – date, vi delte vores ønske omkring at stifte familie.”

Drømmen, som de talte om helt fra begyndelsen, er nu på vej til at blive virkelighed.
“Vi skal have en lille dreng, og helt vildt pudsigt så har Pernille termin på min fødselsdag den 4. marts,” fortæller en lykkelig Mark Worsten.
Mark blev kendt for sin medvirken i “Gift ved første blik” i 2023, men kærligheden til Pernille opstod uden for programmet.
De to havde faktisk mødt hinanden på Tinderbox et par år tidligere. På det tidspunkt var Pernille dog allerede i et forhold. Da hun blev single i 2025, besluttede Mark sig for at tage chancen og invitere hende på en date.
Siden har forholdet udviklet sig hurtigt.

Parret har blandt andet kastet sig ud i et stort fælles projekt i form af en husrenovering i Odense. Og planen er, at hjemmet skal være klar, inden deres lille dreng melder sin ankomst.
“Nu er vi også snart færdige med at renovere huset og endnu vigtigere rammerne til det kommende børneværelse, så vi glæder os til at kunne begynde at købe ind og indrette til den lille fyr,” fortæller Mark Worsten.
Der er altså både kommet gang i husprojektet og familieplanerne.
Og som om 2025 og 2026 ikke allerede havde budt på store forandringer, tog Mark Worsten også et vigtigt skridt i forholdet i januar, da han gik på knæ og friede til Pernille.
