For mange danskere er Phillip Faber indbegrebet af musikalsk glæde og overskud. Han blev et velkendt ansigt, da han samlede danskerne om fællessang, og hans smilende fremtoning har gjort ham til en af landets mest populære musikpersonligheder. Men den mand, publikum ser foran kameraerne og på scenen, kæmper med noget, som ikke umiddelbart er til at få øje på. Bag den professionelle facade gemmer sig en usikkerhed, der efterhånden fylder så meget, at han er begyndt at overveje, om han overhovedet skal fortsætte sit arbejde som orkesterdirigent. Det er en personlig indrømmelse, der viser en ganske anden side af den ellers så selvsikre musiker.
I DR-programmet Det sidste måltid fortæller Phillip Faber åbent til værten Lærke Kløvedal om de tanker, han længe har gået rundt med. Han lægger ikke skjul på, at arbejdet foran nogle af Danmarks dygtigste symfoniorkestre kan være en langt større mental udfordring, end omverdenen måske forestiller sig. Når han møder musikerne til prøver, bliver han ramt af en ubehagelig tvivl om, hvorvidt han er god nok til at stå i spidsen for dem. Det handler ikke om manglende lyst til musikken, men om frygten for ikke at kunne leve op til de krav, han stiller til sig selv i rollen som dirigent.
Det mest opsigtsvækkende er, hvor længe denne følelse har fulgt ham. Phillip Faber fortæller, at han har oplevet den samme usikkerhed omkring de seneste 50 gange, han har stået foran et orkester. Hver gang kan bekymringerne vende tilbage, selvom erfaringerne burde give ham grund til at stole på sine egne evner. Han ved nemlig godt, at koncerterne næsten altid ender med at gå langt bedre, end han på forhånd forestiller sig. Alligevel er de gode oplevelser ikke nok til at få tvivlen til at forsvinde. Det er netop modsætningen mellem de vellykkede koncerter og hans egne bekymringer, der gør situationen så vanskelig for ham.
Nu har den langvarige kamp fået Phillip Faber til at sætte en grænse for sig selv. Efter endnu en optræden begyndte han for alvor at overveje, hvor længe han kunne blive ved med at arbejde under det pres. Han beskriver selv beslutningen med ordene: “Jeg sagde til mig selv her den anden dag, da jeg lige var gået ned fra scenen, at nu sætter jeg en dato ude i fremtiden.” Det betyder, at han har besluttet sig for at give situationen tid, men ikke nødvendigvis på ubestemt tid. Han vil ikke fortsætte uden at forholde sig til, hvordan arbejdet påvirker ham.
Når den dato, han har valgt, kommer, vil han derfor gøre status over sin situation. Hvis følelsen af utilstrækkelighed stadig er lige så stærk, er han parat til at stoppe som professionel orkesterdirigent. Det er en alvorlig overvejelse for en mand, der har brugt så meget af sit liv på musikken. I samtalen bliver han også spurgt, om han ligefrem kan være bange for orkestret. Her indrømmer han, at det nogle gange faktisk kan føles sådan. Selvom musikerne er hans professionelle samarbejdspartnere, kan mødet med dem altså udløse en usikkerhed, som han har svært ved at slippe.
Midt i alle de tunge overvejelser findes der dog en erfaring, som giver Phillip Faber grund til at bevare håbet. Han har nemlig prøvet noget lignende tidligere i karrieren. Dengang handlede det om hans arbejde med kor, hvor han også kæmpede med en følelse af ikke at være tilstrækkelig dygtig. Men på et tidspunkt skete der noget afgørende. Pludselig oplevede han, at usikkerheden gav slip, og at han kunne begynde at stole på sig selv og sit arbejde. Den forandring fik stor betydning for ham, og han husker stadig, hvor godt det fungerede, da han endelig fandt den nødvendige selvtillid.
Det er netop sådan et vendepunkt, Phillip Faber håber at opleve igen. Han har endnu ikke besluttet sig endeligt for at forlade dirigentpulten, men han har gjort det klart for sig selv, at noget skal ændre sig, hvis han skal fortsætte. For selvom publikum ser en dygtig og karismatisk musiker, oplever han selv arbejdet som en tilbagevendende kamp mod tvivlen. Hans fortælling viser, at anerkendelse og succes ikke nødvendigvis fjerner frygten for at fejle. Nu står han med et svært valg mellem at holde fast i den profession, han kender så godt, og at tage konsekvensen, hvis usikkerheden bliver ved med at overskygge glæden ved musikken.
