Der blev skrevet et lille, men betydningsfuldt stykke danmarkshistorie fredag i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
I anledning af Lillebror Lotteriets 100-års jubilæum mødte Caroline og Oskar op sammen med direktør Sofie Hugo fra Børnehjælpsdagen for at sælge årets allerførste lodder til Hendes Majestæt Dronningen. Det hele foregik hjemme hos dronning Mary, hvor begivenheden markerede starten på jubilæumsåret.

Med det symbolske køb blev en tradition ikke bare gentaget – den blev ført videre.
Lillebror Lotteriet har i et helt århundrede været en central del af arbejdet for Børnehjælpsdagen. Hvert år går foreninger, skoleklasser og klubber fra dør til dør for at sælge lodder og samle midler ind. Pengene går til at støtte og styrke anbragte børn og unge over hele landet.
Besøget på Amalienborg er langt fra tilfældigt. Det er en tradition, der strækker sig over generationer i kongehuset. Hendes Majestæt Dronning Margrethe tog imod lodsælgere i 1975, og Dronning Ingrid gjorde det samme i 1982.
Посмотреть эту публикацию в Instagram
Dronning Ingrid var protektor for Børnehjælpsdagen i 52 år. Siden 2005 har dronning Mary varetaget rollen som organisationens protektor og videreført engagementet i arbejdet for nogle af landets mest sårbare børn og unge.
Med de første solgte lodder er jubilæumsåret nu officielt i gang – og endnu et kapitel er skrevet i en 100 år lang historie, hvor kongehuset har stået side om side med en vigtig sag.
