Der var en tid, hvor Emili Sindlev og Mads Emil Grove Møller næsten altid dukkede op sammen til store events og røde løbere. De var et fast syn ved modearrangementer, premierefester og festivaler.
Men sådan har det ikke været i lang tid.
Siden Roskilde Festival sidste sommer er de to nemlig ikke blevet set sammen offentligt. Fraværet har fået mange til at spekulere på, hvad der egentlig foregår mellem influenceren og modeprofilen.
Da Mads Emil Grove Møller tirsdag aften ankom til premieren på Hollywood-filmen Hamnet, var det endnu engang alene. Det fik naturligt snakken til at falde på forholdet til Emili Sindlev.

Da han blev spurgt direkte om deres status, var svaret forsigtigt.
– Jamen, det kan jeg ikke snakke så meget ind i, det er lidt kompliceret, sagde han.
Hvad der præcis ligger bag den formulering, ønskede han ikke at gå nærmere ind i.
– Det vil jeg helst ikke udtale mig om, lød det.
Da spørgsmålet blev stillet, om det måske skyldes, at de selv stadig forsøger at finde ud af, hvor de står, kom der dog et mere åbent svar.

– Ja, det er det. Vi satser på det bedste.
Tidligere har Emili Sindlev ellers forsikret, at alt stadig var godt mellem dem. Dengang blev der også lagt mærke til, at Mads Emil Grove Møller ikke var flyttet med ind i hendes nye lejlighed.
Nu er parret altså fortsat ikke set sammen i offentligheden, og de få ord fra Mads Emil Grove Møller efterlader stadig mange spørgsmål ubesvarede.
