Statsbesøget i Australien fortsatte i dag i hovedstaden Canberra, hvor kong Frederik og dronning Mary havde et tæt program fra morgenstunden.
Dagen begyndte i de grønne omgivelser ved Government House, hvor kongeparret sammen med generalguvernørparret deltog i en særlig ceremoni i haven. Her plantede de to træer som et symbol på forbindelsen mellem Danmark og Australien.
Omgivelserne satte en helt særlig ramme om begivenheden. Kænguruer bevægede sig frit rundt på græsset, mens kakaduer sad i trækronerne omkring dem.

Senere på dagen deltog kongeparret i en højtidelig kranselægningsceremoni ved Australian War Memorial.
Her hædrede de de australske væbnede styrkers indsats i krige og internationale missioner siden Første Verdenskrig. Under ceremonien lagde de valmuer ved mindetavlerne for de australske flyofficerer Geoffrey Herbert Brandon Slinn og Henry James Brock.

Slinn mistede livet i 1944 under en mission, hvor han nedkastede forsyninger til modstandsbevægelsen ved Assens på Fyn. Brock døde i 1945 efter at være sprunget ud fra sit fly og senere drevet i land i Danmark, hvor han blev begravet i Nordjylland.
Kongeparret mødtes også med Australiens premierminister, Anthony Albanese, og besøgte Australian Parliament House.
Посмотреть эту публикацию в Instagram
Her blev de modtaget af formanden for Repræsentanternes Hus, Milton Dick, og hilste blandt andet på medlemmer af den dansk-australske parlamentariske venskabsgruppe.
Dagen blev rundet af med åbningen af en dansk-australsk life science-konference, hvor fokus var på samarbejde mellem myndigheder, virksomheder og forskningsinstitutioner inden for innovation og sundhed.
