AGF’s historiske mesterskab har sat sig dybt hos Rasmus Tantholdt.
Så dybt, at TV 2-korrespondenten nu er klar til at forevige øjeblikket med en helt særlig tatovering.
Efter 40 års ventetid kunne AGF endelig løfte trofæet som danske mestre i Superligaen, og for den 52-årige journalist var triumfen langt mere end bare endnu en sportsnyhed.

Rasmus Tantholdt har i årevis været kendt som stor fan og ambassadør for den aarhusianske klub, og mesterskabet fik ham til at holde et løfte til sig selv.
Ved Gun-Britt Zellers 50-års jubilæum satte han ord på planerne for det nye blæk.
– Når jeg skal have tatoveringen, bliver det en kongekrone. Den betyder faktisk to ting for mig, fortalte han.
Motivet skal nemlig både symbolisere AGF som “kongeklubben” og samtidig være en kærlig reference til hans hustru, journalisten Natasja Crone.

Dermed får tatoveringen en dobbelt betydning, som binder to af de ting sammen, der betyder allermest for ham.
Rasmus Tantholdt er allerede vant til at bære sin kærlighed til AGF på kroppen. Han har nemlig i forvejen klubbens gamle logo tatoveret på skulderen.
Præcis hvornår han får lavet den nye tatovering, har han dog endnu ikke besluttet.
