Der var engang, hvor et enkelt guitarriff fra Tony Iommi kunne få hele rockverdenen til at lytte. Den nu 78-årige musiker var med til at skabe selve fundamentet for heavy metal, og hans arbejde med Black Sabbath har sat spor gennem generationer. Derfor er forventningerne også store, når guitarlegenden vender tilbage med ny musik. Men hans fjerde soloalbum, ‘From the Dark’, der udkommer 23. oktober på BMG, møder en særdeles hård vurdering. Kritikken rammer ikke kun de nye sange. Den går i høj grad også ud over den norske sanger Jørn Lande, som har fået pladsen foran mikrofonen.
Tony Iommi har en musikalsk fortid, som kun de færreste kan konkurrere med. Sammen med Ozzy Osbourne, kendt som The Prince of Darkness, og resten af Black Sabbath var han med til at forme en helt ny og mørkere retning inden for rockmusikken. Hans tunge guitarlyd og karakteristiske riffs gjorde bandet til pionerer i en genre, som siden er vokset til et verdensomspændende fænomen. Men Ozzy Osbourne er nu død, og Black Sabbath eksisterer heller ikke længere som aktivt band. Iommi fortsætter på egen hånd, og netop derfor bliver hans nye udgivelse også holdt op imod den enorme musikalske arv, han selv har været med til at skabe.
Det mest omdiskuterede valg på ‘From the Dark’ er uden tvivl Jørn Lande. Den norske vokalist har tidligere deltaget i norsk Melodi Grand Prix og har også lagt stemme til en norsk slagsang i forbindelse med VM i fodbold for omkring 20 år siden. Han er vant til store vokalpræstationer, men på Iommis nye album bliver hans dramatiske sangstil fremhævet som en af udgivelsens største svagheder. I den hårde anmeldelse bliver hans vokal beskrevet som alt for højstemt og dominerende. Kritikken går på, at hans konstante forsøg på at skabe dramatik får sangene til at virke mere oppustede end kraftfulde.
Problemet er dog ikke begrænset til sangeren. Også Tony Iommis egne kompositioner får en ordentlig omgang kritik. Hvor hans mest berømte Black Sabbath-riffs stadig fremstår massive, præcise og næsten umulige at efterligne, bliver de nye numre vurderet som langt mindre markante. Musikken er ganske vist tung, men tyngden bliver ikke nødvendigvis oplevet som en styrke. Flere af sangene beskrives snarere som træge og uden den energi, der tidligere gjorde Iommis guitarspil så karakteristisk. Anmeldelsen tegner derfor et billede af en legende, som stadig har sin genkendelige lyd, men som ikke rammer samme kreative niveau som tidligere.
Helt uden lyspunkter er albummet dog ikke. Numrene ‘Black Times’, ‘World Alone’ og ‘Stormwatcher’ bliver fremhævet som de steder, hvor man stadig kan høre glimt af den storhed, der gjorde Tony Iommi berømt. Her er der øjeblikke, hvor guitaren minder om de tunge og mørke musikalske landskaber, han tidligere skabte med Black Sabbath. Men de gode passager er ifølge anmeldelsen ikke nok til at redde helhedsindtrykket. Særligt sangene ‘Beyond the Dead’ og ‘Death Wake’ får hårde ord med på vejen, fordi de opleves som fyldt med slidte musikalske idéer og overdreven dramatik. Jørn Landes vokal bliver samtidig kritiseret for at gøre disse svagheder endnu mere tydelige.
Den hårde vurdering står i stærk kontrast til den respekt, Tony Iommi har opbygget gennem sin lange karriere. Danske koncertgængere har blandt andet kunnet opleve ham med Black Sabbath på Copenhell i 2016, hvor bandet spillede sin sidste danske koncert. Sange som ‘Iron Man’, ‘War Pigs’ og ‘Paranoid’ er stadig blandt heavy metals mest kendte klassikere og viser, hvorfor Iommis navn har en særlig plads i rockhistorien. I anmeldelsen bliver kritikken af Jørn Lande endda drevet så langt, at sangeren fremstilles som en musiker, der kunne have svækket selv disse legendariske numre. Det er en voldsom vurdering, men den understreger, hvor lidt begejstring det nye samarbejde vækker hos anmelderen.
‘From the Dark’ indeholder otte sange i standardudgaven, mens luksusversionen byder på ti. Med albummet fortsætter Tony Iommi sin musikalske karriere i en alder af 78 år, længe efter at han var med til at revolutionere den tunge rockmusik. Men udgivelsen bliver i denne anmeldelse først og fremmest fremstillet som en skuffelse, hvor enkelte stærke øjeblikke drukner i tunge arrangementer og en vokalpræstation, der deler vandene. Det ændrer ikke ved hans historiske betydning som guitarist og medskaber af Black Sabbath. Til gengæld rejser kritikken et ubehageligt spørgsmål om hans nye musikalske retning: Er det rimeligt at forvente den samme storhed af en rocklegende efter så mange år, eller skal selv de største navne tåle en kontant dom, når musikken ikke lever op til fortiden?
