Lawand Namo har fået en ny titel at føje til CV’et: ægtemand.
Den 29. august blev den 31-årige politiske kommentator gift med sin Signe Frost, da omkring 100 af parrets nærmeste venner og familiemedlemmer var samlet for at fejre kærligheden.
Og selv om dagen havde været ventet længe, føltes den næsten overstået på et øjeblik.
Det gik megagodt. Tiden op til at Signe kom ind i kirken gik så sindssygt langsomt. Jeg vågnede helt spændt klokken syv om morgenen og ventede på at komme i gang. Det øjeblik hun trådte ind i kirken, knipsede vi med fingrene, og så var klokken 04, og vi tog hjem, fortæller Lawand om bryllupsdagen.

Vielsen fandt sted i Frederiksberg Kirke, mens den efterfølgende fest blev holdt i Brøndsalen lige over for kirken.
Kirken havde i forvejen en særlig betydning for Lawand Namo. For nogle år siden skrev han et indlæg i Politiken om, hvordan han plejede at holde jul alene og blandt andet gik en tur i Frederiksberg Kirke juleaften.
Under en julegudstjeneste det år oplevede han en særlig hilsen fra præsten. Det viste sig efterfølgende, at hun faktisk havde læst hans indlæg.
Det gjorde indtryk på ham, og fem år senere blev den samme præst en endnu vigtigere del af hans liv. Det var nemlig hende, der viet Lawand og Signe.
Reality-stjerne satte gang i festen
Da vielsen var overstået, skulle der for alvor festes.
Parret havde hyret DJ Panda, som mange kender fra tv-programmet ”For lækker til love”. Særligt Signe er stor fan af reality-tv, og gennem flere år har hun sammen med Lawand og venner købt billetter til Reality Awards, hvor DJ Panda har optrådt.
Derfor var valget oplagt til brylluppet.
DJ Panda leverede også denne gang, og ifølge gommen var der hurtigt fyldt godt op på dansegulvet.
Bruden på 29 år havde valgt en brudekjole fra Justin Alexander, mens Lawand Namo selv gik efter et mere utraditionelt valg, da han skulle finde sit bryllupstøj.
Посмотреть эту публикацию в Instagram
Han fik nemlig syet et jakkesæt efter mål.
Jakkesæt er en del af arbejdsuniformen, når man er politisk kommentator, og jeg har mange jakkesæt, som jeg synes er pæne, men jeg synes, det skulle være særligt og i en farve, som jeg ikke har på til hverdag, forklarer han.
Derfor blev det et brunt skræddersyet jakkesæt til den store dag.
Et øjeblik han aldrig glemmer
For Lawand var det dog ikke tøjet eller festen, der fyldte mest. Det var øjeblikket, hvor han så Signe komme ind i kirken.
Han beskriver følelsen som noget, der mindede ham om tiden lige inden frieriet.
Jeg havde lidt den samme fornemmelse, som lige inden jeg skulle fri, hvor man tænker, at lige om et øjeblik kommer vi til at gøre noget, vi vil huske resten af vores liv. Noget af det største. Jeg blev enormt glad og rørt.
Efter en lang ventetid var dagen endelig kommet. Og da festen sluttede omkring klokken fire om morgenen, havde Lawand og Signe ikke bare fejret deres bryllup, men også taget hul på deres nye liv som ægtepar.
